Handelsbetingelser og forbehold
Om denne side
Hos Re-Tyre reparerer og renoverer vi brugte fælge. Det er upcycling af et brugt produkt, og derfor er der nogle forhold det er vigtigt du kender.
Kort fortalt: Dine fælge bliver, flotte og væsentligt bedre, end de er. De bliver dog ikke nye igen.
Sådan foregår en opgave
- Tilbud. Du sender billeder, og vi vender tilbage med en pris.
- Ordrebekræftelse. Du får skriftligt hvad der er aftalt, prisen og de forbehold der gælder for netop din opgave. Arbejdet sættes først i gang når du har accepteret. Vær opmærksom på at aftales der ”udbedring af kantskade” eller ”nyt diamond cut” afspejler prisen og arbejdet det aftalte. Er der også andre fejl og skader rundt omkring på fælgen er de ikke omfattet medmindre andet er aftalt.
- Arbejdet. Finder vi noget væsentligt undervejs — skjulte skader, korrosion der går dybere end forventet, eller forhold der ændrer resultatet — kontakter vi dig, inden vi går videre.
- Færdigmelding og afhentning. Du får besked når fælgene er klar, og betaler ved afhentning.
Hvad renovering kan — og hvad den ikke kan
Renovering fjerner skader, ridser, afskalninger, ir og misfarvning, og giver fælgen en ny, holdbar overflade. Resultatet bliver i de fleste tilfælde meget tæt på en ny fælg at se på.
Men en renoveret fælg er stadig en brugt fælg. Dybe kantstensskader, tidligere reparationer, revner der har været svejset, og korrosion der har spist sig ind i aluminiummet, kan efterlade spor der ikke kan fjernes helt. Vi gør fælgen så flot som teknisk muligt — ikke flottere end fælgen tillader.
Dette gælder også for fælge der skal leveres tilbage sammen med en leasingbil. Fælgene gøres så originale som teknisk muligt, men vi påtager os ikke ansvar for at leasingselskabet accepterer dem. Leasingkontrakters krav til fælg-stand varierer, og accepten er deres beslutning.
Forbehold
Materialefjernelse ved CNC-afdrejning (diamond cut)
Ved diamond cut afdrejes fælgens overflade på maskine. Det betyder at der fjernes materiale — det er hele princippet i ydelsen, og det er sådan den blanke, skårne overflade opstår.
Hvor meget der skal fjernes, kan først vurderes når fælgen sidder i maskinen. På slidte og korroderede fælge kan det være mere end det ser ud til udefra, fordi skaderne ofte går dybere end overfladen antyder.
Prægede logoer, mærker og tekst
Prægede logoer, bogstaver og mærker der sidder højt i den flade der skal afdrejes, kan blive matte, delvist fjernet eller forsvinde helt under arbejdet. Det gælder især mærkelogoer placeret på nav eller egeflader.
Vi kan ikke garantere at prægede logoer bevares ved diamond cut. Betyder et logo eller en prægning særligt meget for dig, skal du oplyse det ved bestilling — så finder vi en anden løsning, typisk lakering i stedet for afdrejning, hvor overfladen ikke bearbejdes på maskine.
Korrosion under klarlakken
Ir og korrosion under klarlakken er meget almindeligt på fælge fra omkring 5 år og opefter, og det kan ikke altid ses før den gamle lak er fjernet. Viser der sig omfattende korrosion, kræver det dybere afrensning eller afdrejning end oprindeligt vurderet. Vi kontakter dig hvis det ændrer pris eller resultat væsentligt.
Skjulte skader og tidligere reparationer
Spartel, alufyldning, svejsninger og tidligere opretninger fremgår ofte først når den gamle lak er af. Sådanne fælge opfører sig uforudsigeligt under bearbejdning, og resultatet kan afvige fra en tilsvarende urepareret fælg.
Vi forbeholder os ret til at stoppe opgaven og give et nyt tilbud — eller at afvise opgaven — hvis der viser sig forhold vi ikke kunne kende på forhånd.
Materialets egenskaber
Fælge støbes i forskellige aluminiumslegeringer og i forskellig kvalitet. Nogle legeringer indeholder hårde partikler eller har en støbning der ikke kan bearbejdes til en helt jævn, blank finish. Det er en egenskab ved fælgen, ikke ved arbejdet, og det kan ikke forudses før fælgen er i maskinen.
Farve og nuance
Renoveres én eller to fælge, og de øvrige ikke, kan der forekomme mindre nuanceforskelle i forhold til de originale. Det gælder især metal-, effekt- og perleeffektfarver samt diamond cut-flader, hvor lysbrydningen i overfladen ikke kan gengives 100 % identisk. Ønsker du et fuldstændigt ensartet resultat, anbefaler vi at alle fire fælge behandles samtidigt.
Opretning af skæve fælge
En skæv fælg kan i mange tilfælde rettes op, så den kører rundt og holder lufttrykket. En opretning bringer ikke nødvendigvis fælgen tilbage til fabriksmål, og fælge der tidligere er rettet op eller opvarmet, kan ikke altid rettes igen.
Sikkerhed
Vi afviser opgaver hvor vi vurderer at fælgen ikke kan bringes i sikkerhedsmæssigt forsvarlig stand — for eksempel ved revner i kritiske områder, kraftig deformation eller for meget materialetab fra tidligere bearbejdning. Det gælder også hvis forholdet først opdages undervejs.
Originalitet og samlerværdi
Renovering ændrer på fælgens originale overflade. Har dine fælge samlerværdi, eller er originaliteten vigtig for dig, skal det oplyses skriftligt inden arbejdet sættes i gang, så vi kan vælge den rigtige metode — eller lade være.
Dit ansvar som kunde
Det meste går galt samme sted: når vi ikke ved hvad der betyder noget for dig. Derfor:
- Oplys hvad der er vigtigt for dig. Logoer, prægninger, en bestemt nuance, at fælgene skal fremstå originale — skriv det til os ved bestilling.
- Oplys om tidligere reparationer, hvis du kender til dem — svejsninger, opretninger, spartel eller omlakering.
Dæk, ventiler og montering
Skal vi håndtere dæk, gælder følgende: gamle, hårde eller tørre dæk kan blive beskadiget ved af- og påmontering, og det kan ikke altid undgås. Ventiler og TPMS-sensorer er sliddele, og de kan være defekte i forvejen eller gå i stykker ved afmontering — de erstattes mod betaling.
Vi vurderer dækkenes tilstand ved modtagelse og gør dig opmærksom på dæk vi ikke vil anbefale at montere igen, men vi påtager os ikke ansvar for dækkenes stand ved indlevering.
Priser på af- og påmontering, afbalancering og hjulskift står på prissiden.
Tid, afhentning og opbevaring
En almindelig opgave tager typisk 1–3 hverdage fra fælgene er modtaget. Det er et estimat og ikke en garanteret leveringstid — omfanget af skader, ventetid på materialer eller farver, og forhold der opdages undervejs, kan forlænge forløbet. Har du en fast deadline, så sig det ved bestilling.
Fælgene skal afhentes senest 14 efter færdigmelding. Derefter kan der pålægges opbevaringsgebyr. Efterlades fælge uden kontakt i mere end 2 måneder efter færdigmelding og efter skriftligt påkrav, forbeholder vi os ret til at bortskaffe eller sælge dem til dækning af tilgodehavendet.
Betaling
Betaling sker ved afhentning, medmindre andet er aftalt. Ved bestilling af dæk og materialer til en konkret opgave kan der kræves forudbetaling eller depositum.
Hvis du ikke er fuldt tilfreds med arbejdets udførelse, kontakt os straks med billeder – ikke efter flere uger.
Garanti
Vi giver 3 års garanti på det udførte arbejde: lakering, klarlak og vedhæftning. Opstår der afskalning, krakelering eller vedhæftningssvigt der kan henføres til det udførte arbejde, udbedrer vi det uden beregning.
Garantien dækker ikke:
- Tredje mand – Garantien følger den oprindelige køber fra dato for afhentning. Overdrages eller sælges fælgene videre bortfalder garantien
- Nye skader efter afhentning — kantstensskader, stenslag, mekanisk påvirkning
- Skader fra aggressive fælgrensere. Brug pH-neutrale produkter; stærkt alkaliske eller syreholdige rensemidler nedbryder klarlak, uanset hvem der har lakeret fælgen
- Skader fra kemisk påvirkning, herunder vejsalt der ikke vaskes af, bremsevæske og olie
- Korrosion der opstår indefra fra materiale der ikke kunne fjernes, hvor dette er oplyst ved afleveringen
- Almindelig slitage
Garantien gælder for dig som oprindelig kunde og er et tillæg til dine rettigheder efter dansk lovgivning — den begrænser dem ikke.
Reklamation
Er du ikke tilfreds, så kontakt os hurtigst muligt, gerne med billeder. Vi vil altid hellere se på det end diskutere det på skrift. Dine rettigheder efter købeloven og forbrugeraftaleloven gælder uanset hvad der står på denne side, og intet her indskrænker dem.
Erstatningsansvar og særlige værdier (High-Risk)
- Erhvervskunder (B2B): Det samlede erstatningsansvar over for erhvervskunder, herunder bilforhandlere, leasingselskaber og værksteder, kan under ingen omstændigheder overstige opgavens fakturabeløb. Re-Tyre hæfter ikke for driftstab, tidstab eller avancetab.
- Forbrugerkunder (B2C): Ved reparation for private forbrugere er Re-Tyre’s erstatningsansvar for direkte tingsskade påført under behandlingen begrænset til maksimalt 10.000 kr. pr. fælg og maksimalt 35.000 kr. pr. samlet sag, medmindre andet er skriftligt aftalt før arbejdets start. Re-Tyre dækker ikke indirekte tab såsom udgifter til lånebil, transport eller tabt arbejdsfortjeneste.
- Oplysningspligt ved High-Risk (Særlige værdier): Såfremt de indleverede genstande har en ekstraordinær værdi (f.eks. sjældne specialfælge, samlerobjekter, magnesiumfælge eller hjulsæt med en samlet markedsværdi over 35.000 kr.), har kunden – både B2B og B2C – pligt til skriftligt at oplyse Re-Tyre om dette inden arbejdets påbegyndelse.
- Særskilt dækning: Ved indlevering af sådanne High-Risk genstande forbeholder Re-Tyre sig retten til at afvise opgaven eller kræve en særskilt, skriftlig ansvarsaftale underskrevet, da skader over det generelle beløbsloft ikke erstattes uden forudgående skriftlig aftale.
Re-Tyre
Henrik Lehmann Poulsen
Kirkegade 6, 8752 Østbirk
CVR 39284642
Tlf. 25 21 29 46
Henrik.Poulsen@re-tyre.dk